-
Spar Nord-aktier stiger til vejrs efter købstilbud fra Nykredit
Source: BDK Finans / 10 Dec 2024 04:01:56 America/New_York
Spar Nord-aktien stiger tirsdag over 45 procent, efter at Nykredit har tilbudt at købe aktierne i banken. Nykredit vil betale 210 kroner per aktie, hvilket er 49 procent over mandagens lukkekurs. Prisen værdisætter Spar Nord til 24,7 milliarder kroner. Nykredit ejer i forvejen 19,6 procent af aktierne i Spar Nord. Selv kalder Nykredit i en selskabsmeddelelse tilbuddet for "et meget attraktivt tilbud" til Spar Nords aktionærer. Også bestyrelsesformand i Spar Nord Kjeld Johannesen er tilfreds med den pris, som aftalen er endt med. - Som udgangspunkt havde vi jo stor uenighed om prisniveau og andet. Der hvor vi er endt, er det bestyrelsens opfattelse, at Nykredit kommer til at tilbyde vores aktionærer en særdeles god pris - en betydelig præmie på 49 procent i forhold til slutkursen i går, siger han til MarketWire. Købstilbuddet skal godkendes af Finanstilsynet, før aktionærerne i Spar Nord Bank får lejlighed til at forholde sig til det og eventuelt godkende det. Bestyrelsen i Spar Nord vil anbefale aktionærerne at acceptere købstilbuddet. Nykredit har planer om at lægge Nykredit Bank og Spar Nord Bank sammen, hvilket vil skabe Danmarks tredjestørste bank, lyder det. Ved udgangen af tredje kvartal var Nykredit og Spar Nord henholdsvis Danmarks fjerdestørste og sjettestørste bank målt på udlån. Nykredit forventer ikke, at medarbejdere med direkte kundeansvar vil blive berørt i forbindelse med en sammenlægning. Men når man lægger to virksomheder sammen, vil der være overlap af funktioner, skriver Nykredit i meddelelsen. Derfor kan der i begge virksomheder blive behov for tilpasninger både gennem naturlig afgang, fratrædelser og i sidste ende fyringer, lyder det. Det er planen, at Nykredits nuværende hovedsæde i København bliver koncernens fremtidige hovedsæde. Nykredit forventer desuden, at Spar Nords nuværende hovedsæde i Aalborg fortsat vil være "en betydelig arbejdsplads i Aalborg". /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/spar-nord-aktier-stiger-til-vejrs-efter-koebstilbud-fra-nykredit